I gravkammerets giftige dræbende stank
Hos den døde i højen skjult,
Sad jeg ensomt i kvalm og gru.
I den kvælende stank følte jeg mig klar,
Stavene jeg kastede og så,
Min banemand og mig selv – blodigt ofret.
Da sprængtes gulvet, sortblå og grå var liget
Ånden frigivet fra Hel
Frygteligt skreg han, kløerne skarpere end stål,
Som hverken hud eller kød kunne modstå.
Hrodvitnes had, sejrfaders bane.
Blodig var jeg, da min hånd sikkert om øksen greb,
Rasende svang jeg den – igen og igen.
Hans kranie kløvede jeg, så blodet det sprang.
Gennem hans krop, hamrede jeg pæle ni,
Fængslende den urolige sjæl.
Knælende i blod og tarme, svælged jeg lystigt
Af hans visdom og styrke.
Hør mig Hel i din skumle sal
Hrodvitne du sendte slagted er han nu
Kun af mine ofrede sjæle,
Skal Nidhug suge sin næring.
I gravlandets isnende vind,
Hos den døde i højen skjult,
Sad jeg ene i mørket – viet til mig selv,
Runerne jeg risted i kvalm og gru, viste mig vejen.
Blødende i kamp mod mig selv,
Vandt jeg min styrke.
