En skabning af rosens mørke svælg var han
Næp var han levende, næp var han mand
Et udyr tyndt forklædt I menneskets form
Fra hvilken turses liv sprang denne orm?,
Hvad er det der overfor mig står?
Klædt i tand og klo og med filted' hår
Så høj som en eg, så usselt hugget ud
Intet hærdet blad kunne bryde hans pansred' hud.
Hud som den af lindorms grå skællet brynje
Folkets hadske fjende.
Fra hans slummervækket af vorjes lystig' lag
Mord ottdød lagde han for dag.
Grendel!
Han flænged' mine frænder med hans strimed' næve
For hans vrede kunn' man sig ej bjærge
Deres kød var reven, deres skaller kløved'
År gik før kvalen døvedes.
Han trak sig til mosen, medhans stygge rov
Mætted' sig på blod og skrog
Frelse må vel komme fra en fremmed kyst
Før grendel slår hans sidste høst.
Grendel du nævnes, natfens dødfødt skabning
Bragt på en siet vind, bragt på sorten ving
Snart skal du dræbes af en kamp-klædt konning
Læng' skal vi synge om grendels halshugning.
